Klar, parat, altanliv start: En fem trins-guide til den nybagte altanejer
Efter lang tids venten og dans med både kommune og ejer- eller andelsforening står din altan endelig oprejst og klar til brug: Dit eget udendørs frirum, hvor du og dine kære kan dele en flaske vin og se hinanden i øjnene over en god middag, hvor du kan læse de bøger, der har samlet støv på bogreolen, strikke, drikke morgenkaffe eller bare nyde solens stråler.
Men for at leve dit bedste altanliv skal rammerne selvfølgelig være i orden. De skal afspejle dine ønsker og behov og samtidig de muligheder, som din altan udstikker. Det kræver eftertanke og forberedelse. Vi præsenterer derfor en fem trins-guide til dig, den nybagte altanejer, med ønsket om at give dig nogle redskaber til at skabe den helt rigtige altan for dig.
1. Forventningsafstem
Afklar først med dig selv, hvad du ønsker at få ud af din altan. Skal din altan være et sted for socialt samvær? Ønsker du en mindre køkkenhave? Skal det være et sted, hvor du kan slikke sol liggende? Når du har gjort op med dig selv, hvad du ønsker at bruge din altan til, og hvad der er vigtigt for dig, har du også udstukket nogle klare rammer for din altanindretning.
2. Skab en vision
Herefter vil det være muligt at komme nærmere, hvordan din altan skal tage sig ud. Hvordan skal stilen være? Hvilket udtryk og hvilken stemning går du efter? Skal der være plads til at udfolde sig? Er der bestemte materialer og farver, du foretrækker? Tænk gerne overordnet og søg eventuelt inspiration via hjemmesider, magasiner eller sociale medier. Har du en vision, undgår du at famle i blinde, når du skal indrette din altan.
3. Mål temperaturen
Inden du køber dig fattig i altanmøbler, vil det være en god idé at undersøge, hvad der er muligt at realisere. Få en fornemmelse af rummet. Find ud af, hvor solen kommer fra, om dørene åbner indad eller udad, og find ud af, hvor meget plads du i virkeligheden har at gøre godt med.
4. Sammenhold vision og reelle muligheder
Når først du ved, hvilke forventninger du har til rummet, ved, hvilken vision du stræber efter, og samtidig har øje for de begrænsninger, din altan sætter, kan du forholde dig til de reelle muligheder og udarbejde en plan for indretningen. Måske er der ikke plads til alt det, du havde håbet på, i hvert fald ikke på én og samme tid. Du må indgå en række kompromisser, så både du og din altan bliver set og hørt.
5. Se mulighederne vokse ud af begrænsningerne
Uagtet størrelsen på din altan er mulighederne heldigvis mange. Når først du får øje på dem, kan du skabe et hyggeligt og indbydende uderum. Svømmer du ikke i kvadratmeter, kan du f.eks. tænke i (multi)funktionelle møbler, såsom hænge- og klapborde, stole, der enten kan klappes sammen eller stables, eller opbevaringsbænke. Det kan også være, at dine visioner bare skal tilpasses en smule, så du i stedet for en loungesofa nøjes med et loungehjørnemodul. Har du gjort dig de fornødne overvejelser og udført benarbejdet, har du de bedste forudsætninger for at skabe lige præcis dén altan, der passer til dig, og derfor også de bedste forudsætninger for at leve dit bedste altanliv.
Hvordan har andre grebet opgaven an?
Sammen kan vi inspirere hinanden. Vi har derfor besøgt en familie på Frederiksberg, som netop har været hele møllen igennem. Over en kop kaffe fortalte familien, hvilke overvejelser og erfaringer de gjorde sig som nybagte altanejere.
"For os betød dét at få en altan at få vores helt eget 'private udenfor'. Et sted at dyrke vores hobbyer, nyde mad og vin og ikke mindst samles som familie under åben himmel... Af visioner for indretningen ønskede vi at forfølge en bohemeagtig stil med en masse varme trænuancer og planter for at skabe en levende altan - vel og mærke uden at skulle møve sig rundt mellem møblerne..."
"Vi fandt også hurtigt ud af, at det er vigtigt at se altanen an, før man svinger dankortet gennem betalingsterminalen. Nok kan en idé være god på papiret, men er det ikke nødvendigvis i praksis. Efter at have foretaget et fejlkøb, en alt for stor, men skøn solstol, lagde vi derfor en ny slagplan: Vi så altanen an for at vurdere, hvad der rent faktisk er og ikke er plads til af møbler. For os blev løsningen at gå den multifunktionelle vej og køb af ekstra stole, som vi så kan finde frem, hvis vi får gæster på besøg..."
"Vores bedste råd? Indret din altan ud fra de kvadratmeter, der er til rådighed, og få det bedste ud af det"