Lad fantasien få frit spil og væk din indre boheme
Gennem tiden har vi set et utal af forskellige indretningstendenser. Nogle tendenser driver over, mens andre har vist sig at være kommet for at blive. Boheme som indretningsstil falder under sidstnævnte kategori. Flere og flere fristes af den både romantiske og legende stilart, som lader sig kendetegne ved, at der ingen regler er. Boheme er med andre ord ikke bare en indretningsstil; det er en filosofi og en livsstil, hvor tolerance er i hovedsæde. I en boheme-inspireret indretning vil man derfor søge at fremhæve skævheder, finurlige detaljer, personlighed og fremfor alt søge at skabe en hyggelig og afslappet stemning.
Den bohemestil, vi ser i dag, har taget en moderne drejning og bærer præg af et nordisk tvist, der forener det farverige og sprudlende med det enkle og mere afdæmpede. Opdateringen af stilarten har åbnet for nye, kreative indretningsløsninger, der giver dig mulighed for at give din altan eller terrasse et både indbydende og personligt, men også let og roligt udtryk. Er du også blevet smaskforelsket i den moderne version af stilarten, får du her fire råd til, hvordan du kan skabe din egen nordisk boheme-inspirerede altan eller terrasse.
Inddrag naturlige elementer
Det naturlige og jordnære spiller en central rolle inden for bohemestilen. Møbler i teak, eukalyptus eller bambus kan f.eks. være en måde, hvorpå du kan inkorporere det naturlige og jordnære i din indretning. En anden måde kunne være at inddrage forskellige blomster og planter i forskellige størrelser, farver og højder.
Kombinér tekstiler i forskellige farver og mønstre
Boheme er traditionelt en stilart, hvor kraftige farver og forskellige mønstre kombineres. Men ud af det moderne tvist er vokset en middelvej, hvor de vilde farver og mønstre nu med fordel kan kombineres med lyse og mere afdæmpede farver og mønstre for at nedtone udtrykket. Om du vælger at kaste dig over pyntepuder, siddehynder, plaider eller gulvtæpper – ja, eller hele baduljen – vil være op til dig. Det vigtigste er, at du med de bløde og farverige elementer baner vejen for en romantisk og indbydende altan eller terrasse med plads til ro og nærvær.
Frem med de skæve fund
Inden for indretningsstilen vægtes det uperfekte fremfor det perfekte. En måde at opnå det nordisk boheme-inspirerede udtryk er derfor at søge i retning af både skønne og skæve fund, gerne i forskellige farver. Det er disse, der er med til at give dit uderum et mere uformelt og personligt præg.
Sæt stemningen
Ønsker du en boheme-inspireret altan eller terrasse, må du også fokusere på den stemning, din indretning er med til at skabe. Din altan eller terrasse skulle gerne lægge op til afslapning, hygge og nærvær og få både dig og dine gæster til at glemme alt om tid og sted. Har du fulgt de her skitserede råd, er du allerede godt på vej. Du kan enten tilføje flere eller fravælge nogle af delelementerne i din indretning for at ramme den helt rigtige stemning.